Piandibugnano
Det toscanske trekløver Giorgio Bucelli, Paolo Trappolini og Carlo Filippeschi havde længe leget med tanken om en vingård, hvor de kunne udnytte deres mange års erfaring fra vinbranchen og kombinere disse med deres egne personlige ideer.
Og da chancen endelig bød sig i 2001, grundlagde de tre venner derfor Azienda Vinicola Piandibugnano i det spirende italienske vinområde Montecucco DOC.

De højtliggende vinmarker her har næringsfattig, stenet og porøs jord. Beliggenheden mellem den italienske vestkyst og Monte Amiata-bjerget giver store forskelle mellem dag- og nattemperaturer. Alt sammen perfekt, når man ønsker at producere røde og hvide vine med frugtkarakter.

Piandibugnanos fortolkning af Muntecucco og den moderne vinnyders smag har resulteret i bløde, duftende, frugtdrevne vine med bløde tanniner og et elegant touch af egefadslagring.

De tre venner har fordelt ansvaret for vingården imellem sig, således at Giorgio Bucelli fungererer som formand og har ansvar for distribution og salg, Paolo Trappolini er vinmager og Carlo Filippeschi varetager den daglige ledelse af vingården.

Piandibugnano råder over 3,5 hektar vinmarker, og fra toppen af en grøn bakke er der fra vingården frit udsyn mod den lille middelalderby Seggiano. Hos Piandibugnano er Sangiovese en af de vigtigste druesorter.

Montecucco ligger halvvejs mellem Rom og Firenze i provinsen Grosetto. På trods af områdets meget gamle vintraditioner blev Montecucco først godkendt som appellation i 1998.

Montecucco DOC-vin produceres i provinsen Grosseto, som er et område, der traditionelt har fokus på produktion af vine af meget høj kvalitet. Og Montecuccos meget berømte nabo er ingen ringere end Brunello di Montalcino.

Området nyder godt af det fremragende mikroklima på skråningerne ved det 1738 meter høje Monte Amiata-bjerg. Det er også her ved det gamle vulkanske bjerg, at den kostbare og kendte Seggianese-olivenolie dyrkes.

Leverandørens vine

Ingen varer fundet

Vi kunne desværre ikke finde nogen varer der matchede dine søgekriterier.